Genåbningens psykologi

Flere og flere lande, heriblandt Danmark, slækker gradvist på coronarestriktionerne i takt med, at smittetallene falder, foråret kommer og vaccinerne udbredes.

Set fra et psykologisk perspektiv er genåbningen imidlertid noget mere kompliceret, end blot at fjerne restriktioner, og særligt fra et ledelsesperspektiv rummer genåbningen en række udfordringer.

Her følger 5 psykologiske perspektiver på genåbningen:

1. Vi er fælles om at opleve det forskelligt – og det skal der være plads til
Noget af det, der har været kendetegnende for oplevelsen af livet under coronaen – dansen med coronaen, om man vil – er, at vi har været fælles om at opleve det forskelligt.

For nogle har lockdown været et tiltrængt pusterum. Nogle har nydt, at tempoet er sat ned og at det sociale liv for en stund enten er reduceret eller sat på pause. For andre har præcis de samme kendetegn været udpræget negative og resulteret i mistrivsel, angst og depressive tegn. For nogle har sygdomsangsten fyldt alt. For andre har frygten føltes fjern, måske endda overdrevet.

Også genåbningen er fyldt med forskelligrettede følelser. De politiske holdninger er et spejl af det, og udfordringen er, at give plads til forskelligheden. Det er lige så rigtigt at føle uro over åbningen som det er et at føle restløshed efter mere. Den ledelsesmæssig italesættelse er her afgørende. Gives der plads til forskellighed? Eller stemples de, der har det anderledes, som ignoranter?

2. Vi lykkes, hvis vi føler, vi i fællesskab kan gøre en forskel
Forskellige undersøgelser, bl.a. det danskledede HOPE-projekt, har undervejs i pandemien undersøgt graden af bekymring vs. graden af optimisme i befolkningen.

Særligt i begyndelsen af 2021 efter at fokus for alvor er rettet mod mutationernes mulige konsekvenser, har der været en tendens til, at bekymringsniveauet generelt er steget på bekostning af optimismen.

Problemet i denne stigning – udover bekymringens ubehag – er, at en faldende optimisme kan betyde, at man mister troen på, at man kan gøre noget. Oplevelsen af mestring kan erstattes med ligegyldighed. Kollektivt kan det føre til, at vi tager lettere på restriktionerne – for nytter det alligevel noget?

Hvis følelsen af opgivenhed kombineres med følelsen af, fællesskabet omkring coronabekæmpelsen krakelerer, står vi med en blanding, der kan have alvorlige konsekvenser for det, man kan kalde den socialpsykologiske flokimmunitet. – Vores evne at bruge fællesskabet som kollektivt værn imod smitten på samme måder som antistoffer kan være den for den enkelte.

Coronaen er ikke slut. Afstand, håndsprit, udluftning og de mange andre gode råd er stadig afgørende at omsætte til adfærd – og det kan bedst lykkes, hvis vi dels føler, at det gør en forskel, dels at vi fortsat er fælles om indsatsen.

Derfor er det afgørende fra et ledelsesperspektiv at anerkende bekymringen, men samtidigt forstærke følelsen af mestring. Og at give plads til forskelligrettede følelser, så vi netop kan være fælles om forskelligheden, fremfor at lade den splitte fællesskabet.

3. Udover smittetal og omsætning bør vi indregne livstilfredshed
Oplevelsen af bekymring, optimisme, mestring og fællesskab handler ikke blot om psykologisk velbefindende eller det modsatte. Vores følelsesliv er afgørende for vores adfærd – og dermed for vores evne til at undgå smittespredning. Dét aspekt har måske nok generelt manglet fokus i pandemihåndteringen.

Genåbningen bygger i høj grad på to faktorer: En biologisk og en økonomisk.

Den biologiske måles fx i smittetal og deraf afledt belastning på landets sygehuse. Og den økonomiske faktor måles i mulig omsætningsfremgang ved at åbne bestemte sektorer, fx dele af detailhandlen.

I det perspektiv betragter vi pandemien – og dermed mennesket under pandemien – fra et bioøkonomisk perspektiv. Og det spørgsmål, der underliggende bliver stillet lyder: – Hvordan kan vi få størst mulig omsætning for mindst muligt smitte?

Vi har for vane at bryste os af i de skandinaviske velfærdsstater, at sundhedssystemet ser mennesket ud fra en biopsykosocial model, der lægger vægt på såvel biologi som socialitet og psykologi. Dette forsøg på en helhedsorienteret tilgang til mennesket ser ud til at være vanskelig under coronaen.

Inden for klimapsykologien – og en række andre videnskaber – forsker man i forholdet mellem fx CO2-udledning og livstilfredshed. Hvis man fx skal tage stilling til, om man skal reducere mængden af kød eller mængden af brændeovne kan man undersøge, hvilke af de to, der giver størst livstilfredshed og dermed foretage den prioritering, som har størst betydning i CO2-regnskabet, men mindst negativ betydning for livstilfredsheden.

Denne viden kunne med god grund omsættes til diskussionen om genåbning. Hvis man tilføjede faktoren livstilfredshed til ligningen med smittetal og omsætning ville man muligvis få en anden og mere afbalanceret prioritering. Dermed vil spørgsmålet ikke alene handle om omsætning vs. smitte, men i stedet lyde: – Hvordan får vi størst mulig livstilfredshed og om sætning for mindst muligt smitte? Hvad vægter fx mest i den oplevede livstilfredshed – adgang til en elektronikforretning eller adgangen til en frisør?

4. Vi skal nærme os verden og hinanden skridt for skridt
Inden for udviklingspsykologien findes begrebet gentilnærmelse, som handler om en bestemt periode i forholdet mellem mor og barn. Hvis vi et øjeblik låner begrebet og undlader dets egentlige betydning som fagterm, så dækker selve ordet meget godt den proces, vi kollektivt er i gang med: At gen-tilnærme os hinanden og verden. Fyldt med ambivalens: ’Jeg vil gerne – men smitter du?’ Fyldt med håb: ‘Det bliver godt igen!’. Fyldt med angst: ‘Vil mutationer vinde over vaccinerne?’.

Gentilnærmelse er langt dybere end genåbning. Genåbningen er at åbne en dør til et rum, der indtil for nyligt har været  farligt. Gen-tilnærmelse, derimod, er at turde træde de første skridt igen ind i det rum, der nu er næsten trygt. Langsomt skal vi igen tage rummet og dets funktioner til os.

Processen minder i psykologisk henseende og den proces, en katastroferamt skal igennem, når man første gang sætter sig i et flysæde efter at have være passager på et fly, der nær var styrtet. Man kan vælge at tage udfordringen op – eller man kan helt undlade at flyve fremover. Det er sværere at undlade det sociale liv.

Imidlertid er angsten for verden, for det sociale og for andre mennesker en konkret risiko, der kan opstå i kølvandet på pandemien. Særligt de børn og unge, der har oplevet pandemien, risikerer et knæk i deres oplevelse af en tryg verden. Her er italesættelsen igen vigtig, for det er for snævert at forstå de unges udfordring som ensomhed. Udfordringen ligger snarere i en helt grundlæggende tryghed og tillid til, at verden er et trygt og sikkert sted at færdes.

Samme problemstilling kan naturligvis ses uanset alder, men vil særligt for børn og unge, hvis verdensopfattelse endnu er under stor udvikling, vil være i risiko for denne utryghed. Andre kan måske opleve den samme form for utryghed, men på et eksistentielt plan.

5. Vi skal blive bedre til at leve med døden
Pandemien og dens fokus på død og sygdom er en markant påmindelse om det eksistentielle grundvilkår, at vi alle skal dø. For de fleste kan tanken om døden holdes på en armslængde. Under pandemien har døden og måske særligt dødsangsten været allestedsnærværende.

Set i et psykologisk perspektiv er der en risiko i et budskab om, at “ingen skal dø af corona”. Og set i lyset af, at sygdommen covid19 formentlig ikke forsvinder, selvom dens pandemiske smittetakt klinger af, så bør det få en større plads i den offentlige debat, 1) at vi skal dø og 2) at nogen skal dø af (med) corona.

Sædvanligvis kan man som menneske nærme sig en afklarethed med døden i passende tempo, der flugter med de livsoplevelser og -begivenheder, man møder. Dødsfald i nærmeste familie eller alvorlig sygdom kan naturligt påvirke ens dødsbevidsthed. Det særlige er, at vi under pandemien har oplevet et kollektivt dødsfokus, hvor døden er blevet betragtet som en fejl og noget, der skal forhindres. Samtidigt er vi kollektivt blevet gjort bevidste om lidelsens risiko med en sygdom, hvor selv unge kan få et langvarigt sygdomsforløb bundet til seng og respirator.

Sygdommen skal vi lære af leve med. Det samme gør vi sig gældende med døden. Bevidstheden om døden kan skærpe oplevelsen af livet. Men det modsatte kan også ske: At dødsangsten kan fylde os med frygt, der blokerer livslysten og gøre, at livet blot rettet imod at undgå sygdom fremfor at være rettet imod livsudfoldelse.

Udfordringen er med andre ord at finde en balance, hvor angsten for sygdom og død gør os ude af stand til leve livet, mens vi er her. Det fordrer, at vi i takt med, at pandemien klinger af, forsøger at tilgå sygdom og død som naturligt aspekter ved livet, og ikke som fejl, tegn på svaghed eller manglende påpasselighed.

I de kommende år kommer vi til at stå over for en lang række udfordringer – klimaforandringer, faldende biodiversitet, stigende migration. Derfor er det afgørende, at vi bruger pandemien som en inspiration til, hvordan vi bedst muligt kan håndtere udfordringer på en måde, der socialt, psykologisk og eksistentielt er bæredygtigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *